Anmeldelse af Spicy Treat
Onklen kom sidst til festen
Aftenens sidste pose. Onklen på forsiden har cowboyhat og overskæg, posen lover 30 procent ekstra for 20 rupees, og bagsiden er en lille tegneserie, hvor familien synger reklamesangen "Bole mere lips, I love Uncle Chipps".
Duften er syrlig masala med løg og hvidløg og så en svag svovltone, vi efterhånden kendte. Sort salt står på listen igen, og æggesmagen fra aftenens første pose var tilbage, bare svagere. Bagefter kommer syren, frisk fra æble-, citron- og vinsyre, og en mild varme, der lurer bagerst. Spicy betyder krydret, ikke stærkt.
Og så endelig: riflede indiske chips, der ikke er bløde. Knaset er solidt, og rillerne holder godt på krydderiet. Palmeolien lægger en lille, voksagtig hinde på ganen, og den mærkes mere i munden end på fingrene.
Poseudtømningseffekten er middel: syre og salt trækker i den ene retning, hinden i den anden. Nogle af os sang med på reklamesangen; andre syntes, at æggeskolen havde fået et nyt medlem med cowboyhat. En 3'er, og så var aftenen slut.
Kommentarer
Log ind eller opret en profil for at kommentere.