Når betegnelser bliver til ejerskab, taber vi sprog og smag

I en tid, hvor alt fra sociale bevægelser til nichekulturer kæmper for at overleve i et marked, der konstant vil ensrette, er det tankevækkende, når en juridisk afgørelse risikerer at gøre noget så hverdagsnært som en fødevarebetegnelse til et eksklusivt varemærke. Sagen om, at Kims efter sigende skulle have tabt retten til betegnelsen “ostepops”, er derfor ikke kun en teknisk diskussion om lovgivning og rettigheder. Den er også et principspørgsmål: Skal vi reducere folks fælles sprog om mad til noget, der tilhører én virksomhed, eller skal vi anerkende, at madkategorier – især de små, stolte nichesegmenter – lever af brugerens og kulturens mangfoldighed?

For mange danskere er “ostepops” ikke et fabrikat, men en samlebetegnelse, en genkendelig idé: sprød chips med osteagtig smag, ofte med en særlig karakter, som ikke nødvendigvis kræver præcis den samme produktionsteknik eller den samme leverandør. At navnet i praksis har bredt sig i chipseforeninger og blandt venner, er netop et tegn på, at det har fået kulturel betydning – en betydning, som ikke bliver mindre af, at den ikke kan puttes i én produktionsboks.

Netop derfor er det problematisk, hvis resultatet ender med, at kun én aktør får lov til at definere, hvad “ostepops” betyder. Hvis man gør betegnelsen til en snæver og rigid kategori, risikerer man at afskaffe nuancerne, både i smagen og i forståelsen af, hvad der overhovedet hører til under “chipsekategorien”. Chips er ikke bare chips. “Oste”-profilen kan være alt fra mere sødmefuld og afrundet til skarpere og mere saltpræget. Den kan være stærkere eller mildere. Den kan have forskellig tekstur, forskellig intensitet og forskellig grad af “ostekarakter” – og alligevel genkendes den af dem, der elsker den som en del af samme univers.

Det er her, chipseforeningens synspunkt bliver vigtigt: Man kan ikke reducere en chipstype til en enkelt opskrift eller et enkelt firmas ord. En chipskategori bliver til i fællesskab. Den opstår, når nogen prøver noget, sammenligner, deler og navngiver. Og når en gruppe venner – eller en forening – forstår “ostepops” som en bredere familielignende kategori, handler det ikke om at stjæle et brand. Det handler om at holde fast i, at madkultur er noget, man bruger, ikke noget, man får tildelt.

Hvis sagen reelt handler om, at Kims har tabt retten til betegnelsen “ostepops”, bør vi derfor diskutere konsekvenserne: Skal vi acceptere, at fælles sprog om mad i stigende grad bliver underlagt private monopolmekanismer? Eller skal vi lægge vægt på, at betegnelser kan være fælles, netop fordi de beskriver en kategori, ikke kun et produkt?

Der er selvfølgelig forskel på at forstå en betegnelse som en generisk kategori og på at kopiere en konkret produktsærpræg. Men når “ostepops” især fungerer som en nuanceret måde at sige “osteagtige chips med en bestemt type smagsretning”, bør der være plads til flere varianter og flere aktører. En chipseforening kan sagtens have sin egen definition, sin egen vurdering af, hvad der er “mest ostepop-agtigt” – og det kan være forskellige fra gang til gang. Det er ikke en fejl. Det er smagens frihed.

Vi bør insistere på, at fødevarebetegnelser i højere grad skal afspejle, hvordan mennesker faktisk taler om mad. For hvis alt bliver til eksklusive rettigheder, ender vi ikke bare med færre valg i butikken. Vi ender også med fattigere sprog om det, vi spiser – og det er i længden en tabt kultur.