Tøm posen. Del dommen.

Kurkure betyder sprød på hindi, men det her er ikke kartoffelchips: det er snoede stænger af ris- og majsmel med masaladrys.

Smagen laver et hurtigt cameo. I et splitsekund er den faktisk ret lækker – og så er den væk, og munden står og venter på resten af historien. Vi er ikke enige om balancen: nogle kalder den afbalanceret, andre synes, den mangler noget. Fællesnævneren er tomheden efter første sekund. Bagsiden lover både tomat og sort salt, men ingen af dem får lov at blive hængende.

Bhoot betyder spøgelse, og chipsene er krydret med bhut jolokia – ghost pepper, der engang var verdens stærkeste chili. Frygten var stor, da posen blev åbnet.

Den blev ikke helt indfriet. Chipsen dufter tydeligt af chili og er stærk, men ikke uudholdelig. Det mærkelige er, at den bliver stærkere langt ude i eftersmagen, som om chilien tager tilløb ude i kulissen, og branden kan sløres ved at spise mere. Men så kommer det andet spøgelse: en markant smag af stegt æg, der ligger som en morgenmad, …

Wow, vi er hjemme. Smagen er som at træde ind ad sin egen hoveddør og få et kærligt, men kontant, syrligt kram. Posen spørger "What's the mystery flavour?", og vi tror, vi har knækket den: lime. Limen holder sødmen i skak, syrligheden er god, og kryddervarmen bygger langsomt op, til man sveder ud af øjnene.

Bagsiden bakker os op: ingredienslisten nævner Citrus aurantifolia, altså lime. Vores bud er derfor en indisk limepickle.

Sprødheden? Bingo rammer plet. Det er tæt på det perfekte crunch.

Khatta meetha teekha – surt, sødt og stærkt – med tre omgange tadka, altså krydderier ristet i varm olie. Det lover en hel del.

Første møde er en lidt overraskende tone af stegt æg, men den bliver hurtigt fejet af banen af en fint afstemt treenighed: syrligt, sødt og krydret. Krydderiet hænger pænt ved og efterlader en god varme, mens syrligheden og sødmen fader lidt undervejs. Hvor ægget kommer fra, står der ikke på posen – her er hverken æg eller sort salt på ingredienslisten.

Man møder meningsfuldhed fra første bid. Først en næsten karamelagtig sødme, så syre, så umami og til sidst en kryddervarme, der lander som den perfekte afslutning. Den er meget krydret uden at være for stærk, og krydderiet sidder på hver eneste chips, så man skal ikke lede efter de godt krydrede i bunden af posen.

Achaari kommer af achaar, indiske pickles, her en sursød mangopickle. Det forklarer rejsen fra sødt til syrligt.

Aftenens første indiske chips satte straks gang i debatten om, hvad vi egentlig smagte. Første møde er tung umami: nogle kaldte det stegt æg, andre svor på kyllingeskind. Starten er lidt klodset, men så tager masala-krydderiet over, og pludselig giver det hele mening. Den slutter bedre, end den starter, og den er en tand stærkere, end man tør sælge i et dansk supermarked. Om balancen er i orden, er vi ikke enige om.